Jah…det der indlæg, der skulle komme "i morgen" iflg. mit forrige indlæg, det blev vist ikke rigtigt til noget.

Så er julen "overstået" for denne her gang. Dagene har budt på svigermors fødselsdag og 2 x julefrokost hos div. familie, og så har vi naturligvis holdt selve juleaften. Den foregik her sammen med min søster og med min mor og hendes mand.

Den 24. startede med, at Jakob gerne ville have en portion risengrød til morgenmad. Eftersom jeg havde kogt rigeligt den 23. med ris a la mande for øje, fik han naturligvis sit ønske opfyldt. Op i en skål og så i micro’en, mens jeg prøvede at lokalisere den lille skål med kanelsukker. Den var ikke til at finde, men hvad….hvis man drysser først med kanelen og så med sukker, så må det vel blive det samme.

Imens stod jeg og filosoferede lidt over, at i min barndoms jul duftede kanel af kanel, og der var sgutte meget julestemning over den her…..I et af mine få lyse øjeblikke fik jeg den idé at kigge på krydderibøtten – så var det chili’en!!

I løbet af eftermiddagen fik ungerne et par stjernekastere, og så gik der ikke længe, så havde Turbo-Keld (Jakob) ild i jakken. Heldigvis reagerede alle omkringstående hurtigt – vist mest til stor skuffelse for Jakob, der øjensynlig syntes, det var ret sejt med en mindre ildebrand i jakken.

Ellers mørkelagde undertegnede huset, da jeg tændte for termostatpladen på komfuret, men heldigvis rykkede elektrikeren hurtigt ud (jeg er gift med ham). Det er ved at udvikle sig til en hel juletradition, at jeg lige skal snuppe strømmen midt i Disneys juleshow. Røgalarmen gik, da vi tændte juletræet, og alle lettede en halv meter af forskrækkelse - kort sagt; det var en helt almindelig jul her hos Familien Kaos.

Og så lige et guldkorn fra Jakob få dage inden jul:

 "Moar, du er den sødeste i heeeele universet", og inden jeg når at sole mig i det alt for længe fortsætter skarnsungen; "når altså du husker at opføre dig ordentligt"……hvor får han det dog fra??!Nu har jeg forklaret ham, man skal passe på med, hvad man siger lige inden jul ;o))

Nu skal jeg altså lige se, om jeg kan finde ud af det her med billede-collager – jeg har fået lidt hotline-hjælp hos Mette

julecollage

Her er lidt blandet guf (jeg ved ikke lige, hvad levnedsmiddelkontrollen ville sige til vores havregrynskugle-fremstilling):

I øverste række er der på første billede lidt blandede småprojekter – babyluffer (har lavet 2 par), luffer i mørkebrun Nuuk til Rasmus, lyserøde sokker (skulle have været til mig, men så kunne jeg ikke stå for Katrines dådyrøjne, da hun ville have dem), og endelig er der ragsokker strikket af en tråd lagervare (Fortissima, tror jeg) og en tråd choko brun ensfarvet Opal. Så følger et billede med luffer strikket i Narvik pyntet med en lille hæklet blomst af noget kobberfarvet garn fra lageret. Sidste billede i øverste række er opstarten på et par sokker i Opal Herbstmelodie - det er bare de flotteste efterårsfarver.

Lige i midten er der 2 par luffer igen i Nuuk og med lidt pynt (har faktisk også lavet 2 par i naturfarvede med guldblomster på, men de fløj herfra, inden jeg fik fotograferet dem).

På billederne nederst er min søsters julegaver – en slå-om-trøje i flecce med et sommerfuglebroderi på det ene ærme. Mønstret er fra et "gammelt" Ingelise-blad (2003 tror jeg), og stoffet er samme sted fra – og så siger jeg bare hurra for broderi-symaskiner.

I nederste højre hjørne er det sokke-halstørklæde-handske sæt (ligeledes til min søster) i Opal Habbengut og mit hjemmespundne merino. Tørklædet er fremvist før, handskeopskriften er fundet hos Garnstudio…joh – min søster kan godt lide brændt orange – ellers kan hun komme til det, ka’ hun !! ;o)

Og bemærk så lige de overseje pirat-sutsko til Jakob – de er købt hos LeaMilla, hvor man kan finde mange sjove ting. Hvis du har 2 minutter tilovers så prøv at kastet et blik på legehusene….

Hende her må jeg også lige belemre jer med (Rasmus har fået lov til at komme med i dagens anledning)

Sofie dec 06

Så er der vist bare tilbage at ønske jer alle sammen et rigtig godt nytår. Tak for alle jeres dejlige kommentarer, hilsner, mails osv. osv. i 2006 – jeg håber,  jeg bliver lidt mere stabil til at opdatere i det nye år.

 

0 Responses to Helt normal jul….

  1. Mette says:

    Dejlige unger, ild i jakken eller ej! Som jeg har sagt før, hvordan når du at strikke….?! I virkeligheden ved jeg det godt, det handler om forældre-overlevelse….. Tak for et underholdende indlæg. Hvor den lille søde tøs dog vokser! knus Mette

  2. Vivian says:

    Arj, jeg kan sagtens forestille mig stoltheden i Jakobs ansigt over at have sin helt egen ildebrand på :lol:

    Som altid er jeg imponeret over al det du når, og hvor har det lille 5′er barn altså bare det KÆRESTE fjæs!

    Knus Viv

  3. gitte says:

    Jeg klukker stadig…;-)
    Hvis det kan være nogen trøst, så er det ikke kun hos jer, der sker sjove ting….men det vil være alt for omfattende at nedfælde her..:biggrin:

    Hvor ER det altså nogle skønne unger du har!!

    kh
    Gitte

  4. Ulla says:

    Skøn familie, der er liv og glade dage, vidunderlig læsning .:party:
    Du er ikke alene, vi satte gang i røgalarmne to gange, både d 24 og 25.
    Glædelig Jul

  5. Linda says:

    Hehe, og du synes der sker ting hos os, haha! Jeg er vildt imponeret over din produktion, pyha, kan din energi mon deles og dyrkes?? Så stor lillepigen er blevet og hun ser stadig lige mild og god ud.
    knus Linda

  6. britt says:

    høhøhøhøhø, Tina – gang i den! Drenge i den alder elsker trøjer med ild på – og dette var så bogstaveligt!
    Imponerende produktion – skønne gaver. Ja, broderisymaskine er da vist sagen!!
    Knus,
    Britt

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

*

Klik på ordet for at høre det udtalt.