3 år….er nu en “herlig” alder

Husets 3-årige er inde i den periode, hvor talegaverne skal afprøves hele tiden. Hun taler non-stop, fra hun står op, til hun går i seng igen. Jeg kan simpelthen ikke huske, “de andre” har talt SÅ meget (måske jeg har fortrængt det?!). 

“Jeg-har-en-mening-om-alt-og-jeg-vil-gerne-have-alle-lige-hører-den-og-hvorfor-skal-vi-ikke-købe-æbler-og-jeg-tabte-en-spand-ned-på-min-fød-det-var-godt-den-ikke-ramte-begge-fodder-og-nu-skal-jeg-lige-GIIIIIISP-tage-luft-ind-før-jeg-kan-sige-mere-og-mine-gummistøvler-er-røde-hvorfor-har-manden-en-hat-på-og-jeg-så-en-regnorm-GIIIIIISP-nede-i-børnehaven-og-jeg-kunne-ikke-lide-pålægget-på-mit-rugbrød-og-hvor-meget-vand-er-der-i-en-vandhane-og-den-gang-*bøøøøvs *-jeg-var-lille-GIIIIISP-og-hvornår-kommer-der-Disney-Sjov…..”

Og sådan kører den uafbrudt…konstant….og hele tiden….

Begrebet pinligt har heller ikke nået at gøre det store indtryk. Forleden på planteskolen stod vi og beundrede div. stenfigurer, der forestillede dyr. Der var også lige en enkelt havfrue….og den slags har jo bare overkroppe. Barnets far konstaterede, havfruer ikke går med bh – barnet selv gjaldede udover hele planteskolen: “Hun har ikke brystbeholder på – MIN MOR HAR ALTID BRYSTBEHOLDER PÅ”.

Eller når hun render rundt nede i Netto og pludselig højt proklamerer: “IH, ALTSÅ – MIN NUMSE SLÅR PRUTTER HELE TIDEN”. Man kan godt lige et kort øjeblik overveje at lade som om, man ikke kender hende….

Der er selvfølgelig også de herlige guldkorn imellem. “Vi” har jo fået madordning i børnehaven, og så må man jo pænt spørge damen, hvad hun har fået til frokost. Fornylig lød svaret:”Tomatsuppe”. “Nå”, siger jeg så, “hvad fik I til?”. Himmelvendte øjne: “En ske !!”. Tænk at være udstyret med sådan en tumpet mor.

Desværre gør den linde ordstrøm også, at man måske ikke altid lige hører så godt efter, hvad hun siger – det er ikke altid heldigt. En dag tøffede hun rundt ude i haven (og sang – når der ikke er nogen at tale med, må man jo bruge stemmebåndet på noget andet). Jeg sad ved computeren indenfor, da hun lige slog et slag ind i stuen.

Sofie: “Bla-bla-bla-bla”

Mig:”Hmmm…..”

Sofie: “Bla-bla-bla-bla”

Mig:”Nåeh……jah…”

Sofie: “bla-bla-bla-snegle-bla-bla”

Mig: “Ehemm…….”

Sofie: “Jeg går lige ud i haven igen”

Mig: “Ja, gør du det”

Og så arbejdede jeg videre – og pludselig kunne jeg fornemme ud af den ene øjekrog, der var noget, der bevægede sig. Så kravlede der (f……) 5 snegle rundt på sofabordet. Jeg kunne jo ikke så godt brokke mig over det, for i virkeligheden har jeg måske givet lov til, de måtte være der. Måske man skulle til at høre lidt bedre efter….

Sofie elsker også at sortere vasketøj, og forleden fandt vi en strømpe med hul i, som jeg så ikke lige gad vaske. Derfor bad jeg hende, om hun ikke godt ville smide den ud….næste gang skal jeg huske at sige, at med “ud” så mener jeg altså skraldespanden