


En lille formiddags-cykeltur i weekenden bragte os ned omkring den lokale fåreavlerforening, som huserer på en eng et par km herfra. Vi skulle ned og kigge lidt på de nye lam. Et moderfår med 2 lam stod for sig selv i et lille hus, fordi der var problemer med mælken, og det mindste af lammene ikke rigtigt kunne tage ved. Og vupti – pludselig var jeg hevet med ind i først fold og dernæst hus og skulle agere fåreholder. Det lykkedes at få det bette nus til at die, og bagefter blev mor og børn familiesammeført med den øvrige flok (vi taler altså stadig om fåret og ikke mig ). “Fåremanden” er altså ikke ved at kvæle det stakkels lam, selvom det ser sådan ud….
Og bemærk venligst – man har vel stil, ikke?….Fåre-”ting” til anklerne OG Noroklud om halsen ;o)
Ellers er der gået en del tid med at reparere tøj og sortere lidt i tøjgemmerne. Blandt andet dukkede denne her avistrøje op, som jeg i sin tid har strikket til Rasmus, og som Jakob nu skal belemres med. Opskriften er fra Idébazar, og garnet er Garnstudios Camelia (desværre udgået – er/var alletiders børnegarn).
Og så lige et enkelt par sokker strikket i 6-trådet strømpegarn fra Bendixgarns ophørsudsalg. Ærgerligt, lageret af 6-trådet ikke er lidt større, for her føler man virkelig, man får “instant gratification” – der er ikke mange timers arbejde i sådan et par.
Og lige nu? Joh….der er sørme en model fra “Kækt og klassisk børnetøj” på pindene…..(blandt andet – jeg lærer ALDRIG kun at have ét projekt !).
Chance-Strikkeren er primært en blog om min interesse for strik, syning, spinding og fibre i al almindelighed. Samtidig er den også en blog om mit liv med 5 børn, og hvad der dertil hører.
Navnet Chance-Strikkeren er valgt, fordi man i et hus med megen leben, må gribe chancen for at få strikket, når den byder sig.
Nå, der er din blog igen – den har ligesom været lidt mærkelig den sidste dags tid…. og alle kommentarerne her er da også væk? Mystisk
Skøn udflugt. Signe har også helt styr på at lam og får giver garn. Klogt barn!
Avis-sweateren er rigtig skøn – godt du fik reddet den.
Og det med det 6-trådede så jeg ved selvsyn sidste weekend – Linda fik dælme hurtigt onduleret sådan et par…
Knus,
Britt