…. i mere end én forstand…ikke kun på bloggen….
Jah – jeg ved ikke lige helt, hvor jeg skal starte denne her gang; mit hoved er så fuld af tanker, at det er svært at kanalisere det ud her på skrift. Det bliver sikkert også længere end godt er, når jeg først kommer i gang….hvis det er kaotisk, så svarer det meget godt til status i mit hoved…
For at starte et sted, så har min mor i flere år været syg af kræft. Et langt og på mange måder problematisk forløb – problematisk af flere årsager; fejl på fejl fra sygehusets side, min mors stædighed, nogle forhold omkring hendes dagligdag osv. osv. I august blev hun sendt hjem fra Herlev Hospital med besked om, at nu kunne lægerne ikke gøre mere for hende, og at hun skulle gå hjem og få mest muligt ud af sin sidste tid. Da hun skulle forlade hospitalet, falder hun (lige ude foran hovedindgangen til hospitalet), får en hjernerystelse og brækker kæben, ødelægger 8-9 tænder og bliver simpelthen så forslået, at man skulle tro, hun var faldet fra flere meters højde. Jeg har aldrig set nogen være så gule, blå og lilla….helt langt ned over brystkassen. Alt det her sker få dage før lille niece Line skulle døbes, så min mor kom ikke med til barnedåben, som ellers virkelig betød meget for hende.
Efter faldet går det lidt for hurtigt den forkerte vej for min mor, og det er ret tydeligt for os omkring hende, at kræfterne er ved at slippe op. Det hjælper jo bestemt heller ikke på det, at alle de løse og knækkede tænder gør det svært for hende at spise.
For et par uger siden stødte der så maveproblemer til, og hun blev indlagt med ambulance på Hillerød Hospital søndag for 2 uger siden pga mistanke om tarmslyng – en mistanke, der desværre viste sig at holde stik. Lægerne prøvede div. “krumspring” for at få tarmen rettet ud, men det hjalp ikke, og tirsdag aften – på min mors fødselsdag – havde jeg en samtale med en læge, hvor jeg måtte tage en beslutning om, at al aktiv behandling skulle stoppes, og at det nu kun drejede sig om at holde hende smertefri – og det uanset konsekvensen (altså at morfinen kunne give hende hjertestop). Min mor har været MEGET forpint under hele sin sygdomsperiode og fik i forvejen en del stærkt smertestillende, så det var halvstore dosis, vi var oppe i. Jeg havde også fået en snak med en narkoselæge, der sagde, at den type smerter, min mors kræftform gav, var de værste smerter, man kan tænke sig.
På Hillerød Hospital kunne de ikke lægge min mor i fuld narkose, da hendes kræftform (en meget sjælden type) krævede specialister, som kun findes på Rigshospitalet, men lægerne mente ikke, min mor ville kunne klare en operation, ja de var faktisk i tvivl, om hun overhovedet kunne overleve turen i ambulancen. Det eneste alternativ, der var, var at sætte sig ned og vente på, at min mors tarm ville sprænge, og at hun derefter ville dø af en blodforgiftning, hvis ikke kræften fik bugt med hende inden.
Tirsdag aften var generelt en mærkelig surrealistisk oplevelse…..da jeg kom til hospitalet tirsdag eftermiddag (min søster havde været der formiddag, min mors mand først på eftermiddagen), var min mor bare blevet SÅ meget dårligere bare fra natten inden, hvor jeg gik hjem. Jeg talte med en social- og sundhedsassistent, der ville have en snak om, hvilken hjælp min mor skulle have, når hun kom hjem, og jeg stod vantro og spurgte: “Tror DU virkelig, hun kommer hjem igen?”. Få timer senere havde jeg snakken med lægen….
Natten til d. 28 sad jeg og vågede ved hendes side, mens jeg sad og filosoferede over, at for 11 år siden var jeg også vågen hele natten til d. 28. oktober, for der kom Katrine til verden, og Forrest Gumps ord kørte (endnu en gang - nederst) i hovedet på mig “”Life is like a box of chocolates – you never know what you’re gonna get”
Da min mor havde været “stabil skidt” hele natten igennem, valgte jeg at køre hjem onsdag morgen og spise morgenmad sammen med familien, når nu Katrine havde fødselsdag. Den beslutning fortryder jeg noget så inderligt nu, for da min søster tog til hospitalet i løbet af formiddagen, finder hun vores mor fuldstændig forvredet i smerte. Et eller andet sted er kommunikationen smuttet, så al smertestillende medicin var taget fra vores mor, fordi døgndosis var nået, og nu ventede de på en læge. Jeg bliver ved med at tænke på, at hvis jeg dog bare var blevet, så havde jeg kunnet råbe op om den aftale, jeg havde lavet med lægen aftenen før. Så havde min mor sluppet for en hel formiddag i smertehelvede, og hvor hun samtidig har ligget alene. Om eftermiddagen gled hun lige så stille ind i sin egen verden.
Onsdag middag mente lægerne, at min mor max havde et døgn tilbage, så min søster og jeg blev hos hende – og der var vi så til lørdag over middag, hvor hun endelig fik fred. Personalet kunne ikke forstå, at vores mor kunne kæmpe så længe…det kunne vi sådan set heller ikke, for hvor f….. kommer alle de kræfter fra i en lille bitte krop på kun godt 40 kg, der tilmed har kæmpet en ulige kamp i årevis….?! Som der var en, der skrev til mig i en sms: “Det er fordi, hun har sådan et stort hjerte, Tina”. Og de ord beskriver bare min mor så godt….hun var utrolig rummelig, så altid det bedste i folk, og satte altid andres behov forud for sine egne (i den grad, at man kunne have lyst til at råbe af hende en gang imellem: “Tænk nu på dig selv !”).
Det var nogle hårde døgn, især fordi lægerne havde meget svært ved at få smertedækket min mor; det er godt nok sejt (på den dårlige måde) at se et menneske, man holder så meget af, lide så meget. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle nå derud, hvor jeg seriøst overvejede at ville slå min mor ihjel. I tankerne var jeg både omkring en hovedpude over hendes hoved, at “lege” lidt med morfindroppet, da det blev sat op, og en glemt sprøjte med kanyle på udløste lidt tankeleg om en god luftbobbel i en blodåre….Og jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg ringede efter personalet (der gik kun omkring 45-60 minutter imellem) og sagde: “Hun har brug for smertestillende - igen”.
Først det sidste døgns tid havde vi opfattelsen af, at hun endelig var smertefri. De 4 nætter, jeg var på sygehuset, tror jeg kun, jeg sov en 10-12 timer sammenlagt, og selvom man tror, man har styr på det, så laver man altså nogle “sjove” ting, når man er træt. Som f.eks, når man skal spise et stykke brød og undrer sig over, det ikke kan være i munden - bare fordi der i forvejen befinder sig et Sismofyt-bolsje i big size….eller når man putter et ditto i munden for straks at ringe en op og så sige et eller andet uforståeligt, der skulle have været: “Hej, det er Tina – jeg skal lige tage et bolsje ud”. Måske man skulle have ventet med bolsjet….
Nu kunne det godt lyde som om, jeg har overlevet på Sismofytter….det har jeg altså ikke – der gik også rå mængder af Snickers og Mintfrøer til ;o)
Min søster og jeg har i øvrigt også konstateret, jeg kan strikke, mens jeg sover. Det er en meget mærkelig fornemmelse at sidde i en stol og pludselig fare op, fordi man er døset hen….og man så registerer, at ens hænder faktisk ikke har stoppet med at arbejde.
Heldigvis var både min søster og jeg tilstede, da vores mor sov ind. Vi sad på hver sin side af sengen og spiste frokost, og vores mor lå lidt på sin højre side i sengen, så hun vendte en smule mod mig. Pludselig kunne jeg bare se, at nu var det altså nu, så vi greb hver vores hånd og fik sagt til hende, at vi elskede hende, og at det var ok at give slip på livet nu – så var hun væk……
Derefter havde vi en meget mærkelig oplevelse. Min søster er alene med lille Line, så hun var med på hospitalet. Ude foran vores mors stue var der en balkon, hvor barnevognen stod. Døren ud til balkonen bestod af en inderdør og en yderdør, og sidstnævnte havde alle dagene bare været trukket til og havde holdt lukket uden problemer. Få sekunder efter vores mor havde fået fred, åbnede døren sig pludslig uden grund….jeg fór bare op og åbnede den anden dør, mens jeg sagde til min søster: “Vi må hellere åbne helt, så sjælen kan komme ud”. Normalt er jeg meget naturvidenskabeligt indstillet og vil gerne se beviser for, tingene virkelig eksisterer, men den oplevelse er lige ved at rykke på den opfattelse – det var et meget mærkeligt tilfælde.
Vi sad lige lidt og sundede os og fik lidt tid for os selv, og så ringede vi efter personalet. Der kom en ung læge (sig mig – bliver de ikke yngre og yngre? Det er i hvert fald ikke mig, der bliver ældre !) og sagde, at nu havde hun lyttet på vores mor, og alt lød, som det skulle. Vi stod vist nærmest og lignede spørgsmålstegn, for hvad var det lige, hun hørte??! En spøjs formulering….
Ungerne har taget tabet af deres mormor forholdsvist pænt; Louise bliver i perioder MEGET ked af det, mens de andre er mere fattede. Jeg har prøvet at tage en snak med Sofie om døden og Himlen, men mine pædagogiske evner rækker vist ikke så langt, og døden er skrækkelig abstrakt, når man er 3 år. I Sofies univers er det blevet til, at mormor sidder oppe i et træ….og “har hun brugt en stige for at komme derop?” – og sådan er det jo heldigvis så befriende at have små børn omkring sig ;o)
Den seneste uge er gået med bedemand, præst, valg af gravsted og i går en bisættelse med en meget smuk tale af præsten, hvor hun blandt andet brugte et billede på den sidste tid af min mors liv, hvor hun talte om et skib, der lige så langsom gled mod horisonten for til sidst at forsvinde helt.
Min mor var utrolig vellidt, og der har været omkring 100 mennesker i kirken til bisættelsen og et blomstervæld uden lige. Der blev sat punktum for et liv – for os, der er tilbage, venter en lang periode, hvor vi skal have bearbejdet savnet (og hold k…, hvor vil jeg bare komme til at savne hende !), og hvor vi skal bruge tid til at finde alle de gode minder frem – for dem er der heldigvis rigtig mange af . Lige nu er det alle de grimme minder fra den sidste tid her, fyldt med smerte på mange måder, der fylder – det kommer til at tage tid og kræfter at få gemt dem lidt af vejen……
Sorry….det blev lidt langt…
