……og bor du i mit nærområde? – så skulle du måske lige tjekke de lokale kinesiske restauranter ;o)

Her har det bare sneet hele dagen – vi kunne altså godt snart bruge lidt forår. De her “lugter” da lidt af forår (og “mormor” og sommerhus), gør de ikke?

Opskrifterne er fra Drops, og de er “lettere” fejlbehæftede. Jeg har skrevet til Drops for et par uger siden og gjort dem opmærksomme på, der er fejl i, og jeg fik også en meget fin mail tilbage, hvor de takkede for min henvendelse, og de ville kigge på det med det samme. Så vidt jeg lige kan overskue, så er der stadig ikke rettet en fis i de opskrifter, så jeg deler vist ikke helt deres opfattelse af, hvad  ”med det samme” betyder. 

Selvom jeg ikke er den store hækleørn, kastede jeg mig ud i det alligevel, og det var en hel sejr at komme igennem uden at skulle trække på min hækle-guru.

Stropperne er ikke helt autoriserede, for jeg blev vist lidt for ivrig og glemte at læse, hvad der stod. For at det ikke skal være løgn, gjorde jeg det på begge par ;o) Garnet er Paris, alt sammen fra resteposen.

Og når det der forår kommer, så må der da et forårstørklæde til, ikke? Det her er strikket i Rasmillas Yndlingsgarn i farven Ribs; det er blødt og lækkert og kradser med garanti ingen.

Mønstret er inspireret af et tørklæde, jeg havde som barn, som min hjertevenindes mor havde strikket til mig…..med striber i….af div. rester af 2-trådet maskingarn….i ren øko-acryl ( = øko-nomisk), men jeg elskede det tørklæde. Både Marianne Isager og Drops har et lignende mønster, så jeg har været forud for min tid den gang i 70′erne (”i 70′erne”…skrev jeg virkelig det?!).

Det må være ordene for denne gang; der er mere færdigt strik “coming up”. Fordelen ved at have gang i lidt for mange ting samtidig er, at der pludselig er flere ting, der bliver færdige stort set på én gang.

Prøver lige, om jeg kan puste lidt liv i bloggen igen……der skal da vist en gang hjertemassage til (det var da i hvert fald lige før, jeg fik brug for hjertemassege, da jeg skulle finde “herind”, for jeg kunne ski da pludselig ikke huske, hvordan jeg loggede på).

Tusind tak for alle jeres søde kommentarer og mails i forbindelse med min mors død; det er virkelig dejligt at få så mange hilsner. Bloggen har ligget lidt i dvale, fordi….jah, hvorfor egentlig?! Jeg har vist bare været krævet andre steder, og jo længere tid, der er gået, jo sværere har det været at komme i gang. Og hvad sker der så? Jo, så begynder man at få små mails og hilsner fra folk, der er bekymret for en, fordi man ikke opdaterer sin blog. Blogverdenen er nu forunderlig….

Savnet af min mor er stadig stort, og jeg tænker flere gange om dagen på, at det og det skal jeg lige huske at fortælle hende og så “nå nej”. Det kan også føles lidt som om, det er en del af min egen identitet, der er forsvundet. Der er ting, jeg kommer i tanke om fra f.eks. min barndom eller noget om mine bedsteforældre, jeg gerne “lige” vil have svar på – men de svar er jo forsvundet sammen med min mor. I det store hele troede jeg, jeg havde accepteret, hun ikke er her mere, og at det var “ok”, men nu nærmer min fødselsdag sig med hastige skridt, og så føler jeg mig pludselig som et lille barn, der skal holde fødselsdag uden sin mor. Den har jeg så kringlet ved, at min fødselsdag bare skal forbigåes i stilhed (så stille det altså kan blive, når der er børn i huset, der går meget op i fødselsdage), men tankerne bliver vist lidt sværere at forbigå….

Ungerne har generelt taget det hele pænt, og pudsigt nok har det været Sofie, der har været mest påvirket på trods af, hun er den yngste. Måske er det fordi, hun reagerer på, hvordan jeg har reageret – alle, der har gidet høre på det (og som også dem, der ikke har gidet), har fået at vide, at “min mor er meget ked af det, min mormor er død” . Og det bette væsen udtrykker det nu meget rammende: “Mormor er død, øv-bøv”.

Ellers går livet stort set sin vante gang; der sker hele tiden noget på godt og på ondt. Vi har et barn, der har haft store indlæringsvanskeligheder i skolen pga. koncentrationsbesvær. Nu er der endelig blevet sat en diagnose på: ADHD, men en underart kaldet ADD (ingen vilde udskejelser men passivitet og apati) . Man skal lige vænne sig til tanken om at have et barn med et handicap, men det er sådan set mest en lettelse, at der er kommet en diagnose på, for nu har vi noget at agere udfra og handle på. Der bliver nogle kampe at kæmpe især i forhold til skolegangen, men dem kæmper vi gerne, mens vi prøver at abstrahere fra, at det åbenbart ikke er en selvfølge i den kommunale folkeskole anno 2010, at de børn, der har brug for hjælp, vitterligt får hjælp.

Vi har også fået dekoreret vores badeværelse på 1.salen….ufatteligt, hvad en 3-årig og en enkelt rød farve kan udrette i fællesskab på ingen tid….;o)

Vi har haft et efterår og en vinter med sygdom igen og igen og igen – hos både børn og voksne; nu gider vi snart ikke mere.

Snestorme har vi stort set ikke set til her i Nordsjælland (det begynder dog at ligne lidt her i skrivende stund).

Om der bliver strikket ting og sager? Jo, dét gør der….der bliver i hvert fald startet op på en masse ting – jeg kan godt se på strikkekurven, jeg har været temmelig rastløs det sidste halve års tid. Ting bliver påbegyndt, og så flagrer jeg videre til det næste. Det hænder da også, jeg får gjort noget færdigt. Jeg må hellere starte med at fremvise i det små, sådan helt bogstaveligt.

Babytøj er jo heldigvis et taknemligt projekt, og når vi så taler 4 tråde garn og pinde nr. 8, ja så er det virkelig “instant gratification”. Opskriften er fra Drops, garnet er Rasmillas yndlingsgarn og det er bare LÆKKERT – let og blød blanding af uld og bomuld. Trøjerne er på ingen måde klodsede i det på trods af pindestr., og til en størrelse 12-18 mdr., som her, går der kun små 120 g garn.

Jeg strikkede først den lyserøde (farven hedder Hindbær) og “produktudviklede” så den blommefarvede med hæklede kanter og blomster (selve trøjen er i Lys Blomme og kanterne i Blomme). Knapperne er fra gemmerne – dét ka’ vi li’. Modellen er naturligvis niece-barnet.

Det må vist være nok i denne omgang….man skal jo heller ikke overdrive det der bloggeri ;o)